sexologens blog

WHO og FN siger, at alle har ret til et sexliv.

I følge Berlingske Tidende, lørdag d. 30. 10. 10. siger WHO og FN, at alle har ret til et sexliv. Derfor inviterer nogle plejehjem prostituerede indenfor, Berlingske Tidende, lørdag d. 30. 10. 10. Indland side 6.

Antager vi ligesom WHO og FN, at alle har retten til et sexliv må det betyde, at alle har ret til at være utro, hvis der ikke er noget aktivt sexliv i deres parforhold. Altså, vi må levere varen eller finde os i, at partneren finder andre græsgange. Omvendt kan ingen længere beklage sig over, at de får for lidt eller ingen sex derhjemme, nu hvor de har retten til at være utro.

Nogle kvinders sexliv går ud på at have sex med rigtig mange mænd. Nogle mænds sexliv går ud på at være gift med disse kvinder. Den slags mænd og kvinder behøver ikke længere at skjule deres før så skammelige seksualitet da de nu af WHO og FN har fået retten til deres form for sexliv.

Men hvad med de kvinder, som synes, at det er nemmest at være promiskuøs ved at vælge promiskuiteten som levevej og hvad med de mænd hvis seksualitet er at være gift med en prostitueret? Ifølge FN og WHO har alle ret til et sexliv. Kan vi så forbyde voksne mænd at gå til voksne kvinder, som har denne seksualitet og tager penge for det? Vi berøver jo kvinderne deres ret til deres sexliv og de mænd, hvis sexliv går ud på at være gift med en prostitueret, mister deres.

Kvindelige politikere fra Socialdemokratiet og SF fører an i kampen mod dette, efter deres mening forkerte sexliv. Skal vi finde os i, at disse politikere vil forbyde nogle voksne menneskers sexliv? Og hvad siger de samme politikere egentlig til, at alle nu må antages at have retten til utroskab, hvis der intet aktivt sexliv er i deres parforhold?

Kroniken, Politiken 27.10.10. Handikappede vil have sex, står der i Politiken, og handikappede ’vil opleves og værdsættes som de seksuelle individer, vi er’. Og problemet er stort, forstår man, da der er flere hundrede tusinde handikappede i Danmark, hvis handikap gør dem usynlige som sexobjekter.

Kronikøren med handikappet muskelsvind, Peter Gundlund Koed Mikkelsen, mener for det første, at saglig oplysning kan hjælpe. Oplysning om at handikappede har de samme seksuelle lyster som alle andre.

For det andet mener kronikøren, at en mere åben, frisindet og tolerant indstilling til sex ville gavne mennesker med handikap. ’At seksualitet ikke er én banal aktivitet, men optræder i utallige former’. ’At sex slet og ret ikke kan sættes på formel’. Han problematiserer således tidens diskussion om rigtig og forkert seksualitet. Som et middel til at nå en sådan tolerance nævner kronikøren ’alternative krops-, køns – og seksualitetsbilleder som modpol til de eksisterende idealer og den mekaniske samlebåndsporno’. Kort sagt, seksualiserede billeder af handikappede i det offentlige rum og i pornoen.

For det tredje mener kronikøren, at der skal foretages en rekonstruktion af begreber som handikap, seksualitet og sex. ’For at fjerne myten om handikappede som seksuelt invalide må selve distinktionen mellem handikap og normalitet sættes til diskussion’. Således at alle ender som seksuelle mennesker, nogle med handikap og andre uden.

Hvem kan hjælpe, så de tre delmål kan nås? Sex & Samfund er her en oplagt mulighed. Organisationen får betydelige midler fra staten. Sex & Samfund kunne stå for kampagner i det offentlige rum med seksualiserede billeder af mennesker med handikap. Og Sex & Samfund må kunne motivere modebranchen og reklamebranchen til at anvende mennesker med handikap i seksualiserede situationer. Endelig kunne Sex & Samfund motivere sexklubber og diskoteker til at føre en handikapvenlig politik, eventuel ved økonomisk støtte fra samfundet.

Teenager, over femten, men under atten, sidst på dagen i min lægeklinik. ’Jeg er gravid’, sir hun. Jeg får et sug i maven. ’Hvornår havde du din sidste menstruation’, spørger jeg. Den spinkle, blege kvinde overfor mig ser usikker ud og smiler undskyldende. ’Jeg ved det ikke’. ’Du skulle have haft din menstruation for 3 uger siden’, sir kæresten. Efter megen frem og tilbage kommer vi frem til, at hun er ca. 7 uger henne.

’Vil du beholde barnet’? Nej, en abort’. Hun sidder helt stille på stolen. ’Det kan du kun få, hvis dine forældre giver dig lov eller abortsamrådet bevilliger aborten’. ’Hvem har forældreretten over dig’, spørger jeg. ’Min mor, tror jeg nok’. Hun smiler usikkert.

Jeg har det, som om jeg er med i et absurd teaterstykke. Kvinden er stor nok til sex, men må ikke bestemme over sin egen krop, når hun er uønsket gravid. Uddannelse har hun ingen af, ingen mulighed for at forsørge sig selv og sit barn, hendes kæreste er i samme situation.

Nu skal hun hjem og gå tiggergang hos sin mor. Moderen vil sikkert skrive under, men alligevel. Hvad er det dog for et Danmark, som stadigvæk behandler kvinder som umælende dyr, bare fordi de endnu ikke er fyldt atten?

Hvor er foreningen Sex & Samfund i denne sag? Og hvad med Dansk Kvindesamfund? Har de ikke sovet i timen? Eller er de blevet en del af den nye trend, hvor sex skal ud af samfundet og hvor kvinder, der dyrker sex med mænd, bør skamme sig og selv er ude om det?

Han fik ikke noget, manden under bruseren ved siden af mig. Konen var avanceret, tjente masser af penge, men sex var der ikke meget af. Forleden dag var jeg i en pornklub inde i byen, sagde han. ’Min kone må ikke vide noget’. ’Der var mange mænd, men også enkelte kvinder og par’.

Jeg tænkte på en af mine bekendte, som havde arbejdet i samme klub. ’Nogle gange kom der kvinder, som tog en 10-20 mænd på stribe’, havde hun fortalt. ’Der var altid stort overskud af mænd’. ’Hvordan klarer kvinderne dog det’, havde jeg spurgt. ’Glidecreme’ var svaret. ’Du ved den der silikone baserede som kan købes i pornoforretninger og på nettet’. ’Den holder bare’.

Der står de så, mændene. Med sultne blikke og sårede sjæle og venter på, at der endelig er en kvinde som gider. Hænger i barerne rundt omkring i byen, kommer med score replikker eller stirrer bare. Måske går de endda til prostituerede?

Andre mænd nøjes sikkert med at samle frimærker, lege med modeltog, lege med computer eller æde sig en pukkel til. Mange står i weekenden i små grupper med en bajer i hånden og puster sig op for at bevare lidt af mandigheden.

Godt, at der er nogle mænd som ikke har opgivet sex endnu og strejfer omkring i nattelivet eller i pornklubber.

Nytårs nat i Berlin, 2 millioner gæster, nogle af dem fester i frivole natklubber for heteroseksuelle – eller homoseksuelle. Kønsdele, samlejer, ekshibitionisme af enhver slags hører til nattens uorden. Det er safterne og ikke kun Sekt, som drikkes denne nat i stride strømme.

Politiken 09.10.10, ’BERLIN, Byen blev deres fristed’. ’Johannes V. Jensen havde plantet en perfid Kronik i Politiken i november 1906, hvor han skriver om tidens sædelighedsforbrydere, de abnorme og ’Deres skidne Kønsforrykthed’. Den homoseksuelle Hermann Bang ser sig nødsaget til at flygte til Berlin. Hans nye adresse bliver Fasanenstrasse 58. Her nedskriver han sit såkaldte ’Erotiske Testamente’.

Politiken bruger megen spalteplads på de nye danske flygtninge i Berlin. Om deres boliger og deres shopping. Men ikke et ord om sex. At Berlin er Europas homoseksuelle hovedstad forbigås i tavshed. At de heteroseksuelle i byen er trådt i bøssernes fodspor og dyrker sex af enhver slags på de mere avancerede natklubber og barer, nej, den slags taler vi ikke om i Politiken. Nej fortiden, den er sikker og tryg. Det var ok med sex, da den danske forfatter Tom Kristensen for længe siden skrev det nok så berømte digt ’Nat i Berlin’: Denne by er fuld af kvinder/Hvem kan sove i Berlin’. Men, at det frivole Berlin er genopstået efter murens fald, nej det er for farligt. Det er jo lige nu og her! Man tør jo ikke længere gå uden for en dør! Hold på trusser, hat og handsker!