Sexologi: seksuel revolution i folkeskolen, sex er mere end kondomer og kønssygdomme!
Undervisningsminister Christine Antorini vil revolutionere seksualundervisningen i folkeskolen. Nu skal den handle om andet end kondomer og kønssygdomme. Bravo, fru minister.
Dette ’andet’ er efter ministerens mening homoseksualitet. Tillykke bøsser og lesbiske, nu hører I under samme kategori som kønssygdomme og kondomer. Måske kan I endda forebygges? Man giver en drengebaby et kondom på ved fødslen og vupti, evig garanti for heteroseksualitet? Og pigebabyer skal bare have et kondom i hånden og så er alle lesbiske tendenser klaret?
Sex & Samfund er knap så begejstret som undertegnede. ’Alle seksuelle orienteringer skal anerkendes som ligeværdige’, mener projektmedarbejder Line Anne Roien fra foreningen. Hvad er nu det, skal homoseksualitetens særstilling nu afskaffes og de andre seksuelle orienteringer ind i varmen?
Orienteringerne: fascinationen af SM, fetish, døden, ordsex, flere om én, ekshibitionisme og voyeurs, dyr, blod, urin og afføring, skal de nu sidestilles med fascinationen af eget køn? Med egne værtshuse og natklubber, med egne blade og foreninger? Oh my God, hvad så med den gode gamle kernefamilie og den offentlige moral? Og hvad med normen, den seksuelle fascination af forældre og søskende? Det er jo for tiden den eneste helt rigtige fascination. Den gør, at vi gifter os med nogen der ligner og skaber en familie der ligner. Skal denne seksuelle fascination af de nærmeste under opvæksten nu ikke længere være bedre end alle de andre?
Vil forældrene overhovedet længere have tid til deres afkom? Nu hvor de ikke længere skal undertrykke deres seksuelle orientering, men realiserer sig selv seksuelt. Pludselig vil alle dyrke sex daglig i stedet for én gang om måneden. Det rene Ragnarok. Og hvad med skattegrundlaget, byggemarkederne og det Kongelige Teater? Hvem gider dog længere bygge selv, tjene penge til drønkedelige offentlige udgifter eller sidde i et støvet teater, når champagnen bobler i glassene og kønnet brænder døgnet rundt?
Og hvem gider dog længere se fjernsynsserien Lykke eller de utallige film som handler om lykken ved kernefamiliens værdier? Ingen vil længere kunne identificere sig med personer som giver afkald på deres seksuelle orientering og finder lykken i den traditionelle kernefamilies trygge favn. Kan fjernsynet og kulturlivet overhovedet overleve, når folk har travlt med at interessere sig for hinanden? En økonomisk katastrofe for diverse fjernsynskanaler, teatre og Hollywood. Og millioner af børnebøger om hvad der er lykken skal skrives om.
Det er vel nok godt, at fru minister Christine Antorini holder sig til de homoseksuelle. I er jo heldigvis vant til at blive afgrænset som de unormale. Dem som skal forstås og accepteres. I vil ikke kunne mærke forskellen.
Kilde: Politiken, mandag 23. januar 2012. Elever skal undervises i homo- og biseksualitet.
Amalie.konigsfeldt@pol.dk
Tags: Bøsser, Christine Antorini, folkeskolen, homoseksualitet, homoseksuelle, kernefamilien, kernefamiliens værdier, kondomer, kønssygdomme, lesbiske, Line Anne Roien, Lykke, Minister Christine Antorini, Politiken, seksualundervisning, seksuelle fascinationer, seksuelle orienterinnger, Sex & Samfund, Undervisningsminister